Hvordan endte jeg her?

05-12-2023

Jeg har gennem hele mit liv skiftet interesser brat, men en interesse har vedholdt min opmærksomhed, nemlig det kreative. Jeg startede ud i form af de små ting, så som at min største beskæftigelse i børnehaven var perlepladeværkstedet. Jeg gik derefter videre til min børne-smykkeproduktion, hvor jeg lavede julekalendere til min familie med hjemmelavede smykker i massevis. Det stræk sig over et par år, hvorefter jeg fandt min passion inden for syning og redesign. Jeg brugte hele døgn inde på mit værelse i min mors lejlighed, med gamle cowboybukser og skrottede skjorter, hvor jeg nød at se et slidt stykke tøj få et helt nyt liv i mine egne hænder. Jeg har holdt fast i min passion inden for syning og redesign, og har helt frem til mit efterskoleophold holdt mig til mine egne projekter. Indtil jeg mødte Marie. Marie har en kreativ sans for sig, og vi har sammen opdaget hvad det vil sige at sammensætte to kreative sjæle med samme drøm om at få sine værker ud i verden. Det er Manna.dk.

Min vej

Fra privatskole i Farum

Jeg er fra Farum i nordsjælland, hvor jeg har boet hele mit liv. Næsten da. Jeg har gået på Marie Kruses Skole hele min skolegang, hvilket har været med både opture og nedture. I B klassen af årgang 22/23 havde vi mange forskellige personligheder, og de trak hver i sær til syd og vest. Opdelt var det, men jeg fik formået at være den "flydende" i klassen, som ville dem alle sammen. Det har både bragt mig stor glæde og konflikt. Marie Kruse er kendt for sit høje gennemsnit og topelever. Det mål stræbede jeg mig efter i lang tid, men fandt ud af at det ikke var meningen med mit liv. Jeg ville det kreative. Valgfag som Håndarbejde, Sløjd, Håndværk & Design var mine bedste fag.  Her kunne jeg udtrykke mig og slippe mine tanker fri i den refleksive og udviklende verden. Jeg vidste at det var her jeg hørte hjemme.

 

»Eleverne skal ville det selv. Hvis du vælger Marie Kruses Skole, skal du være klar til at yde«, - grundskoleleder Lis Rosenlund Lau.

Og yde, det gjorde jeg i den grad. Jeg var klassens topelev fra 7. klasse og frem. Jeg læste op, nogle ville sige at jeg læste for meget, men det var hvad jeg have sat mig for. En meget kedelig drøm. På Marie Kruses trapper har de noget lidt atypisk - de har nemlig et motto stående.  »Ej at synes, men at være«, står der, når man træder fra stueetagen til førstesalen, hvor mit 7. klasses klasseværelse befandt sig. Mottoet beskriver kort og kontant at man ikke blot skal drømme, men gøre. Det er hvad jeg kommer fra, og hvad jeg vil gøre med mit liv. Ikke blot se et brand for mig i mine drømme, men gøre det til virkelighed, selvom det kræver blod, sved og tårer.


Et år i Nørre Aaby

Et utroligt år på Vesterdal efterskole. Fyldt med blod, sved, tunsalat og utallige tudeture. Lugten af lusekur, smagen af søvnløshed og lyden af hjemve.
»Vesterdal er et særligt sted fyldt med helt særlige mennesker«

Gennem mit uforglemmelige år arbejdede jeg både med filmproduktion, kunst i form af træ, linoleumstyk, keramik og meget mere. Dog brugte jeg en masse tid i syningslokalet. Der lappede jeg en masse huller i bukser og trøjer, men skabte også en masse personligt prægede tøjstykker. Syning var mit stillerum. Størstedelen af tiden sad jeg alene og designede. Det gav mig rum til at bygge på min kreativitet. Dog havde Marie samme passion, hvilket gjorde at vi vores veje mødtes i sylokalet. Vi brugte alle vores timer efter skole på vores idéer og sammensatte vores designs til produkter som har ledt os på vejen videre mod vores virksomhed.

Efter mit efterskoleophold gik jeg derfra med en tåre på min kind, men med et hjerte fuld af kærlighed. Det lærte mig  at man kommer længst med kærlighed og at gyllelugt kan vaskes ud af tøjet igen – mens duften af Vesterdal altid vil hænge ved og er gået lige i hjertet på mig.


Tilbage til Nordsjælland

Til Allerød gik turen. En bustur på 36 min med 355 mod Hillerød station. Stadig hjemmeboende hos min mor i Farum, hvor min søster endnu ikke er flyttet ud. Samfundsfag på A og Matematik på B. Matematik har altid været en kamp for mig, men jeg kæmpede mig gennem timerne med højt mod, for jeg vidste hvad jeg ville efter!  3 år fyldt med lektier og pressede lektiefyldte aftener, men fyldt gode stunder jeg for evigt husker. Alle de sene nætter med afleveringer værd. Det vidste jeg, da jeg stod der med min røde hue, og mærkede at jeg havde vundet.


Adgangskrav: skal være vurderet uddannelsesparat med mindst 5,0 i gennemsnit af de afsluttende standpunktskarakterer i 9. eller 10. klasse.


En hel verden inden for design

Det Kongelige Akademi. Min drømmedestination. Min gejst for designverdenen blev endelig løsladt. Efter at være blevet afslået på min første ansøgning, og et mistet håb senere, blev jeg utroligt nok optaget på Det Kongelige Akademi. En mail der ændrede mit liv. Jeg søgte ind på kvote 1, hvor jeg efter hvad der føltes som en evighed senere fik lettet hjertet og blev en af de 80 optagede på uddannelsen. Når nu jeg havde kæmpet så hårdt for at komme ind på designskolen, vidste jeg, at muligheden ikke skulle gå til spilde. Søvnløs med en bunke designs i vente, byggede jeg videre på Maries og mit brand, Manna Design. Marie og jeg går begge på Det Kongelige Akademi, hvor vi sammen designer og producerer til Manna.dk.


Adgangskrav: skal have bestået en gymnasial eksamen i dansk. Dog bliver optagelserne prioriteret efter eksamensgennemsnit.

Share
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang